djærv
Danish
Etymology
From Old Norse djarfr. "brave" sense revived in the 18th century.
Adjective
djærv (neuter djærvt, plural and definite singular attributive djærve)
- frank, forthright; brave, cocky
- 2017, Johannes Jørgensen, Romerske helgenbilleder, Lindhardt og Ringhof, →ISBN:
- Og Almachius sagde: «Hvorledes blev du saa djærv, at du tør svare mig saaledes?» Cæcilia svarede: «Saa djærv blev jeg af god Samvittighed og stærk Tro.»
- And Almachius said: "How did you become so candid that you dare to answer me in that manner?" Cæcilia replied: "This candid I became through good conscience and strong faith."
- 1825, Carl Christian Rafn, Nordiske kaempe-historier efter islandske haandskrifter fordanskede ved Carl Christian Rafn, page 249:
- ... hurtig i at fatte en Beslutning, og i alle Ting djærv og stærk, som det egner sig en Helt.
- ... fast in the making of decisions, and in all respects brave and strong, as befits a hero.
- 1944, Hans Brix, Danske ordsprog:
- En Hane er djærvest paa sin egen Mødding.
- A cock is most cocky on its own midden.
Inflection
| positive | comparative | superlative | |
|---|---|---|---|
| indefinite common singular | djærv | djærvere | djærvest2 |
| indefinite neuter singular | djærvt | djærvere | djærvest2 |
| plural | djærve | djærvere | djærvest2 |
| definite attributive1 | djærve | djærvere | djærveste |
1 When an adjective is applied predicatively to something definite,
the corresponding "indefinite" form is used.
2 The "indefinite" superlatives may not be used attributively.