skænde

Old Danish skiendhæ, Borrowed from Middle Low German schenden, from Old Saxon *skendian, from Proto-West Germanic *skandijan.

• IPA^(key): /skɛnə/, [ˈsɡ̊ɛnə]

skænde (past tense skændte, past participle skændt)

1. (intransitive) to scold, nag (with the preposition på)
   • 2017, Lars Widding, Majorens afsked‎^[1]:

     Jeg kan ligefrem høre, hvordan han skænder på mig for mine kvindfolketårer.

     I can almost hear how he scolds me for my effeminate tears.

2. (passive voice) to argue, quarrel - see skændes

skænde (past tense skændede, past participle skændet)

1. (transitive) to violate, desecrate
   • 2007, Bjarne Reuter, Skyggernes hus‎^[2], page 93:

     I har skændet mandens grav.

     You have desecrated that man’s grave.

2. (transitive, dated) to rape
   • 2017, Torben Nielsen, Voldtægt‎^[3]:

     Forbryderen er en granvoksen udlænding, der under trusler om at dolke hende har skændet hende hele natten.

     The offender is a full-grown foreigner who, after having threatened to stab her, has raped her the whole night.

• gravskænder
• ligskænder
• skændig
• skændsel

• “skænde” in Den Danske Ordbog
• “skænde” in Ordbog over det danske Sprog